Godt Nytår 

fra Ikaros Fly ApS til vore kunder og elever med håbet om bedre flyvevejr end det vi har oplevet i December i det gamle år.

NAT-rettighed

Dagene begynder nu at blive længere igen, men der er stadig tid til at erhverve rettigheden til VFR/NAT (NQ). Uddannelsen kræver minimum 5 bloktimer, hvoraf ½ time skal være solo med 5 landinger. Derudover er der et teoriforløb knyttet til denne rettighed, som blandt andet omhandler ændrede VFR-minima om natten og krav til udarbejdelse af en detaljeret flyveplan. Teorien studerer du selv ved hjælp af et kompendium, som vi giver dig adgang til. Din instruktør vil naturligvis sørge for, at du har styr på alt det nødvendige inden afslutningen.

Vi tilbyder NQ-skoling på Cessna 172, herunder flyene OY-BSV, OY-BUM og OY-BNH. Bemærk, at OY-BNH kræver, at du har mindst 150 timer i logbogen grundet forsikringsbetingelserne. Derudover skal al NQ-skoling gennemføres inden for en periode på maksimalt 6 måneder.

Frem til sommertid 2025 tilbyder vi NQ-skoling til følgende priser:

  • OY-BSV og OY-BUM: DKK 2.300 pr. bloktime.
  • OY-BNH: DKK 2.500 pr. bloktime.

Priserne inkluderer moms og dækker alt, hvad du har brug for: teori, fly, instruktør og startafgifter. Skulle du have behov for flere timer end de foreskrevne 5, faktureres den ekstra tid til de nævnte timepriser.

Energiafgifter

Som bekendt er vi forpligtet til at opkræve energiafgift til staten i forbindelse med udlejning af fly. Heldigvis gælder denne afgift ikke for skoleflyvning. Energiafgiften var i 2024 på 6,187 kr./ltr., men er i 2025 steget til 6,532 kr./ltr.

Dette betyder, at afgiften for OY-BSV og OY-BUM stiger fra 178 kr./time til 188 kr./time. For OY-BNH stiger afgiften fra 224 kr./time til 236 kr./time.

Overflyvning af byer

Lufthavnen sender os hver måned en rapport over overflyvninger med vores fly hen over de 6 “forbudte” byer. De fleste af disse observationer ligger lige på kanten af byerne, som i dette eksempel. Men lad os prøve at få navigationslyset over på den rigtige side af byen 🙂.

Desværre ser vi også nogle tydelige eksempler på klare overtrædelser, som ikke bør finde sted, hvis man er bekendt med reglerne og udviser ‘good airmanship’ 😡.

Flight data

Da alle vores fly nu er udstyret med digitale instrumenter, har vi fået en bedre mulighed for at overvåge, hvordan flyene – og i OY-BNH også motoren – bliver behandlet og præsterer. Det betyder ikke, at vi efter hver eneste flyvning kontrollerer, om en pilot har lavet fejl. Derimod giver det os mulighed for at identificere tendenser og gribe ind, hvis det er nødvendigt, eksempelvis i forhold til motorens tilstand.

Alle data gemmes og kan analyseres. Systemet, vi anvender, kan endda generere en video, der viser flyvningen, som om den ses gennem forruden, inklusive instrument visninger.

En faktor, vi har holdt øje med, er hastighederne på finalen, som ikke altid synes at ligge inden for det normale område. Grafen nedenfor viser data fra OY-BSV i 2024, hvor den registrerede hastighed ved passage af 50 fod er analyseret. Desværre er der for mange tilfælde i “Warning Zonen”.

Apron ved Terminalen

Normalt parkerer Ikaros ikke fly på apron ved Terminalen eller Tårnet, men det kan ske i forbindelse med udlejning af fly. Fra medio 2025 skal lejere af vores fly være opmærksomme på, at RKE vil opkræve en parkering/handling afgift. Afgiftens størrelse afhænger af, om flyets MTOM er over eller under 3 tons. For vore fly vil det relevante beløb være DKK 300,00 + moms.

Published On: 2. januar 2025Categories: Nyheder